Der er nogle som forestiller sig at det er deres pligt at være menighedens alternative mænd. Det passer deres naturlige følelser at søge pletter og fejl hos andre; de der ihærdigt på lur for noget at dadle, og de får smallere og snævre idéer, indtil de er klar til at få nogen til at bryde et ord. Ved sabbatsmøderne, hvor alle hver især skal være med at tilbede Gud, får en anklagende ånd lov at komme ind, og den ene frembærer et vidnesbyrd imod hinanden. Denne ånd er helt imod Kristus, og fører til splid og kværulering. Gud accepterer ikke en sådan tilbedelse mere end han accepterede Kains offer. Der er ikke noget der forhindrer væksten i nåden mere end denne tilbøjelighed til at kritisere og fordømme andre. I vor erfaring har vi set denne anklagende ånd gradvist komme ind i menighedsmedlemmernes hjerter før den næsten har gennemsyret hele menigheden, og resultatet var at den lille virkelige gudsfrygt eller Kristi ånd forblev der.