I dag var vi heldige at se den herligste solnedgang, som jeg nogen sinde havde fået lov at beskue. Sproget kan ikke beskrive og skildre dens skønhed. De sidste stråler af den nedgående sol, sølv og guld, rødviolet, gyldent og højrødt, spredte deres herlighed udover himmelhvælvingen, der blev klarere og klare, og rejste sig højere og højere over himlene, indtil det var som om at portene til Guds stad blev ladet på klem, og den indre herligheds glimmer strålede igennem. Denne forunderlige pragt fortsatte i to timer med at oplyse den kolde nordiske himmel, - et billede malet af den store Mesterkunstner på himlenes foranderlige lærred. Det var som om Guds smil var over alle jordiske hjem, over klippefremsprungne sletter, de rå bjerge, de ensomme skove, som vi rejste igennem.