Vandene lod til at piske i raseri af nådesløse vinde. Båden vristede og knirkede som om den gik i stykker. Når vi prøvede at rejse os op, blev vi kastet tilbage med stor kraft. Endog vor trofaste steward kunne få fodfæste, blev kastet over værelset fra side til side, idet båden rullede og kastede sig. Idet jeg lå hjælpeløs og udmattet, med lukkede øjne og blegt ansigt, frygtede McEnterfer at jeg var død. Hun kunne ikke selv forlade sin sofa, men kaldte mig ved navn fra tid til anden, for at sikre at jeg stadig levede. Døden virkede meget nær, men jeg følte at jeg kunne klynge mig, med troens faste greb, til Jesu hånd. Han som holder vandene i sine hule hænder kunne bevare os i stormen. Det store dybs bølger adlød hans røst: »Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!« Jeg tænkte hvordan Jesus beroligede sine disciples frygt idet han stilnede det stormfulde Galilæa, og skulle jeg være bange for at stole på Hans beskytelse som havde givet mig mit arbejde? Mit hjerte var helt i fred fordi det blev ved ham. Den lektie i tillid jeg lærte på disse få timer, var meget dyrebare. Jeg har set at jeg har fået alle livets trængsler for at lære en ny lektie i min egen afhængighed, og stole på min himmelske Fader. Vi må tro at Gud er hos os alle steder, og holde fast i den hånd som har al magt, i enhver prøvende strund.