Vi ved ikke hvad tro virkelig er før vi prøver at udøve den. Vi behøver mere af den faste og udholdende tro som Jakob udviste, da han brød med englen på den begivenhedsrige nat. Kun få indser hvor hårdt hans tro blev prøvet den gang. Han skilte sig selv ud fra alle jordiske venner, så han kan være alene med Gud. Alle som har sit liv dyrebart for blev udsat for fare og for død. Den bitreste dråbe i hans vredesbæger var tanken at hans egen synd havde pådraget denne store fare over hans hustruer og børn, som var uskyldige i den synd som han var skyldig i. Han besluttede at tilbringe natten i ydmyghed og bøn. Gud kunne blødgøre sin broders hjerte. Gud var hans eneste tilflugt og styrke. På et afsiddesliggende sted, hærget af røvere og mordere, bøjede han sig i dyb fortvivlelse til jorden. Hans sjæl var revet i stykker af pine, og med alvorlige råb blandet med tårer sendte han sin bønner frem for Gud. En stærk hånd lagde sig pludseligt på hans skulder. Han holder fast på sin overmand, for han føler at dette angreb er en plan for hans liv; at han er i en røvers eller morders hænder.