Den næste eftermiddag, da jeg talte, kom han igen til salen. Hvis jeg sagde noget som han var enig i, ville han nikke med hovedet i anerkendelse, og hvis jeg modsat noget som han ikke billigede, vile han ryste på hovedet, og begynde at tale i en undertone til dem ved siden af ham. Jeg holdt på, som om vi ikke hørte hans misbilligende ord; men da jeg begyndte at læse Kristi ord af hans mindeværdige bjergprædiken, ”Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således,” etc., stampede han med fødderne, og råbte med de mest vanvittige fakter til pastor A. C. Bourdeau, som stod der som oversætter: “Holder du budene bedre end farisæerne? Svar mig.” På trods af hans gentagende krav om svar, fortsatte vi vort arbejde som om intet var sket, opsat på at dette mode ikke skulle afbrydes som det andet blev. Dette var for meget for ham, og greb sin hat, og han skyndte sig ud af salen i raseri. Vi fik da lov at fortsætte vort møde i fred. De få tilstedeværende virkede mere styrkede af de talte ord, i stedet for at blive forstyrret af det der var sket. Herren har et folk her, og hvis de er trofaste vil de se andre blive føjet til deres antal.