Efter at have banet os vej gennem den snævre gade, som på det tidspunkt var blokeret med folk og købmandsvarer, finder vi at vi ser på et helt andet sceneri. En hurtigflydende stor strøm krydser hovedgaden mod højre hjerne, og åbner plads og vi ser en række kvinder knæle ned på dets kant. Når vi kommer lidt nærmere, finder vi at de vasker. Enhver knæler ved en lille kasse med dække og den ene side er væk, og lidt stå lægges på bunden. Foran hver er en skrånende plade af granitklippe, som hun bruger til noget som vil være et vaskebræt. I stedet for at gnide klæderne, så klemmer de dem og klasker og skylder dem, bruger en stiv børste og sæbe på de snavsede dele. Ind iblandt vil nogen have nogle få glødende kul ved siden af med en lille spand varm vand som hun kan dyppe sine hænder i, når de bliver for stive og kolde. De fleste af dem virker til at have anseelige smerter ved at få deres klæder rene, og efter at de er færdige lægger de dem over en stok og bærer dem hjem på deres skuldre. Vi fik at vide at i alle velstående familier vaskes der sjældent oftere end en gang hver sjette uge, og nogle gange kun hver tredje måned. Så gøres det med hænder, endog uden brug af vaskebræt. Det er en almindelig måde at vaske på. I byerne er der steder indrettet til dette arbejde; medens kvinder på landet ofte ses langt ude på markerne, borte fra huse, der vasker i et vandløb, som de måske har slået hul i isen på. Der er naturligvis dem, som har regulære vaskeværelser i deres huse, eller i en adskilt bygning. Dette er indrettet med umådelige rør, som hele familien kan samles om, om nødvendigt, når vaskeugen kommer. Et lokale bruges udelukkende til at vaske klæder, og et til snavs, og før det snavsede lægges bort, stænkes de med pudder, som forhindrer dem i at lugte ilde eller blive ødelagt.