Historien fortæller om flere anledninger hvor man tyede til de samme udryddelsesmidler og også i meget større skala. I Loyse-dalen var det et at frygteligste tragedeier. Beboerne udøvede deres kald i stilhed, da de blev overrasket af en bevæbnet hær af tyve gange så mange som de selv i deres dale. ”Fortvivlet over at kunne modstå dem, beredte de sig straks til flugt. Satte deres gamle folk og børn i landlige kærer, sammen med deres huslige redskaber, og med en forsyning af fødevarer som de fik mulighed for at samle sig, og drev deres hjorde foran dem, begav de sig op i de ujævne bjergkløfter, som var over sekstusinde fod over dalens niveau.” ”Halvvejs op er der en umådelig hule. Foran hulen et klippefremspring, hvor beskueren kun ser frygtelige afgrunde, som der må klatres over før nogen kan nå indgangen til grotten. Grottens tag danner en storslået hvælving, som sænker sig gradvis og bliver til en snæver passage, eller indsnævring, og så udvider den sig endnu engang og danner en rummelig sal, der er formet uregelmæssigt. I denne grotte gik Vaudoris ind, ligesom et uindtageligt slot. Deres kvinder, børn og gamle mænd, satte de i den inderste hal; deres kvæg får fordelte de til grottens side-huler. De spændstige mænd stillede sig selv ved indgangen. Barrikaderet med umådelige stene både for grottens indgang og for stien der leder til den, mente de selv at de var sikret.” ”Det ville koste enhver ganske få anstrengelser at kaste noget hovedkulds ned i afgrunden, for enhver som prøver at overveje at nå grottens indgang.