Planen om vor forløsning var ikke en plan, der blev lagt efter Adams fald i synd. Den var „åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed fra evige tider.“ Den var en åbenbaring af de principper, der fra evige tider havde været grundvolden for Guds trone. Lige fra begyndelsen vidste Gud og Kristus besked om Satans frafald og om menneskets fald på grund af den frafaldnes vildledende påvirkning. Gud havde ikke bestemt, at synden skulle være til, men han forudså dens eksistens og traf forberedelser til at imødegå den. Så stor var hans kærlighed til verden, at han besluttede sig til at give sin enbårne Søn, „for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“