Men Johannes tilbragte ikke sit liv i lediggang, i asketisk tungsind eller egoistisk isolation. Fra tid til anden kom han frem for at være sammen med andre mennesker, og han var altid en interesseret tilskuer til alt, hvad der foregik i verden. Fra sit stille tilflugtssted lagde han mærke til begivenhedernes gang. Med indsigt, oplyst af den guddommelige Ånd, studerede han de forskellige menneskers karakter, for at finde ud af at nå deres hjerter med budskabet fra Himmelen. Hans kald hvilede tungt på ham. I ensomhed, ved meditation og bøn søgte han at væbne sig til den livsgerning, der lå foran ham.