Ved dag og ved nat granskede han Esajas’ betagende skildringer af Messias’ herlighed, kvisten af Isajs stub, en konge, der skulle herske med retfærdighed, som „fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse,“ og er „som læ for vind, … som skyggen fra en vældig klippe i et udtørret land.“ Israel skulle ikke længere kaldes „Den Forladte,“ og landet heller ikke „Den Forstødte,“ men Herren ville selv kalde det „Elsket“ og landet for „Hustru“ . Dette herlige syn optog Johannes i hans ensomhed.