Han betragtede Kongen i al hans skønhed og glemte sig selv. Han betragtede hellighedens majestæt og følte sig selv utilstrækkelig og uværdig. Han var rede til at træde frem som Himmelens sendebud, der ikke var respekteret af mennesker, fordi han havde skuet den Guddommelige. Han kunne stå rank og uden frygt over for jordiske herskere, fordi han havde bøjet sig dybt for kongernes Konge.