Efter at være steget op af vandet knælede Jesus i bøn på flodbredden. En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham. Han var nu i større udstrækning på vej ind i sit livs kamp. Skønt han var Fredsfyrsten, skulle hans komme være, som når et sværd drages af skeden. Det rige, han var kommet for at oprette, var det modsatte af, hvad jøderne ønskede. Han, som var selve grundvolden for Israels ritualer og samfundsøkonomi, ville blive betragtet som dets fjende og ødelægger. Han, der havde forkyndt loven fra Sinaj, ville blive dømt som dens overtræder. Han, der var kommet for at nedbryde Satans magt, ville blive anklaget for selv at være Beelzebul. Ingen i verden havde forstået ham, og under sin gerning her måtte han stadig vandre alene. Gennem hele hans liv forstod hans mor og hans brødre ikke hans mission. Selv hans disciple forstod ham ikke. Han havde dvælet i det evige lys og været ét med Gud, men hans liv på jorden måtte tilbringes i ensomhed. |