Lige fra den dag, hvor Maria havde hørt englens bebudelse i hjemmet i Nazaret, havde hun gemt ethvert bevis for, at Jesus var Messias. Hans smukke, uselviske livsførelse overbeviste hende om, at han ikke kunne være nogen anden end den, Gud havde sendt. Alligevel ramtes hun også af tvivl og skuffelser, og hun havde længtes efter det tidspunkt, da hans herlighed skulle åbenbares. Døden havde skilt hende fra Josef, med hvem hun havde delt sin viden om det hemmelighedsfulde ved Jesu fødsel. Nu var der ikke mere nogen, som hun kunne betro sit håb og sin frygt. De sidste to måneder havde været meget sørgelige. Hun havde været skilt fra Jesus, i hvis medfølelse hun fandt trøst; hun spekulerede på Simeons ord: „Også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge.“ Hun mindedes de tre dages kval, da hun troede, at hun for stedse havde mistet Jesus; og med ængsteligt sind afventede hun hans tilbagekomst.