Ved sit besøg i templet som dreng, da mysteriet ved hans livsgerning gik op for ham, havde Jesus sagt til Maria: „Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?“ Disse ord ramte grundtonen i hele hans liv og virksomhed. Alt måtte indrettes efter hans gerning, det store frelsesværk, som han var kommet til verden for at fuldføre. Nu gentog han sin belæring. Der var fare for, at Maria skulle betragte sit slægtskab med Jesus som noget, der gav hende særlige rettigheder over ham, og til en vis grad retten til at vejlede ham i hans gerning. I tredive år havde han været hende en kærlig og lydig søn, og hans kærlighed var uændret; men nu måtte han tage fat på sin Faders gerning. Som den Allerhøjestes Søn og hele verdens Frelser måtte ingen jordiske bånd hindre ham i hans tjeneste eller påvirke hans optræden. Han måtte stå frit for at gøre Guds vilje. Denne lære gælder også os. Guds krav står endog over menneskelige familiebånd. Ingen jordiske tillokkelser burde vende vore skridt bort fra den vej, som han byder os at vandre.