Larmen stilner af. Lyden af trafik og handel er ophørt. Stilheden begynder at blive pinefuld. En følelse af ærefrygt overvælder forsamlingen. Det er, som om de bliver stillet for retten ved Guds domstol for at stå til ansvar for deres gerninger. Da de betragter Kristus, ser de guddommeligheden lyse gennem menneskeskikkelsen. Himmelens Majestæt står, som dommeren vil stå på den yderste dag — endnu ikke omgivet af den herlighed, som da vil ledsage ham, men med den samme magt til at læse tankerne. Hans blik glider hen over forsamlingen og opfatter hvert eneste menneske. Hans skikkelse synes at hæve sig over dem med myndig værdighed, og hans ansigt lyser med en guddommelig stråleglans. Hans klare, klangfulde stemme — den samme der på Sinaj forkyndte den lov, som præsterne og rådsherrerne nu overtræder — giver genlyd under templets buer: „Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!“