Langsomt går han ned ad trappen, og idet han løfter den svøbe af reb, som han har samlet op ved indgangen til indhegningen, byder han alle kræmmerne forsvinde fra tempelområdet. Med en entusiasme og strenghed, som han aldrig før har lagt for dagen, vælter han vekselerernes borde. Mønterne falder med en høj klirren ned på marmorgulvet. Ingen drister sig til at betvivle hans myndighed. Ingen vover at samle deres uhæderligt tjente gevinst op. Jesus slår ikke med sin svøbe, men i hans hånd forekommer denne enkle pisk ligeså frygtelig som et flammesværd. Tempeltjenerne, de havesyge præster, vekselererne og kvæghandlerne styrter med deres får og okser bort fra stedet uden nogen anden tanke end at slippe bort fra hans fordømmende nærhed. |