Tempelrensningens betydning
Med tempelrensningen forkyndte Jesus sit kald som Messias og påbegyndte sin gerning. Dette tempel, der var bygget til bolig for den Højestes nærværelse, var bestemt til at være en anskuelighedslære for Israel og for verden. Fra evige tider var det Guds hensigt, at enhver af hans skabninger, lige fra den strålende og hellige seraf til mennesket, skulle være et tempel, hvor Skaberen kunne bo. På grund af synden ophørte menneskeheden med at være et tempel for Gud. Formørket og tilsmudset med synd genspejlede menneskehjertet ikke længere den guddommeliges herlighed. Men ved Guds Søns menneskeliggørelse opfyldtes Himmelens formål. Gud bor i mennesker, og gennem frelsende nåde bliver menneskehjertet atter til hans tempel. Gud bestemte, at templet i Jerusalem skulle være et bestandigt vidnesbyrd om den ophøjede skæbne, der var åben for ethvert menneske. Men jøderne havde ikke forstået betydningen af det bygningsværk, som de betragtede med så megen stolthed. De overgav ikke sig selv som hellige templer for Guds Ånd. Tempelgårdene i Jerusalem, fyldt med tumulten af ugudelig trafik, gav kun et alt for sandt billede af hjertet, som var besmittet af sanselige lidenskaber og ugudelige tanker. Ved at rense templet for denne verdens købere og sælgere forkyndte Jesus sin mission med at rense hjertet fra syndens besmittelse, fra jordisk begær, fra selviske lyster og dårlige vaner, som ødelægger mennesket. „Se, jeg sender min engel, han skal bane vejen for mig. Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre. Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv.“