Den skare, der var flygtet bort fra tempelgården, vendte efter en tid atter tilbage. De var delvis kommet sig over den rædsel, der havde grebet dem, men deres ansigter gav udtryk for ubeslutsomhed og angst. De så med undren på Jesu undergerninger og følte sig overbeviste om, at profetierne om Messias var gået i opfyldelse ved ham. Skylden for vanhelligelsen af templet hvilede for en stor del på præsterne. Det var efter deres anordninger, at forgården var blevet til en markedsplads. Folket var forholdsvis uskyldigt heri. Jesu guddommelige myndighed gjorde indtryk på dem, men for dem var præsternes og rådsherrernes indflydelse altoverskyggende. De betragtede Kristi gerning som en indførelse af nye metoder og betvivlede hans ret til at blande sig i det, som tempeløvrigheden gav sin tilladelse til. De følte sig krænket, fordi forretningerne var blevet afbrudt, og de undertrykte Helligåndens tilskyndelser.