Præsterne og rådsherrerne var kaldede til at være Guds stedfortrædere over for folket. De burde have rettet op på dette misbrug af tempelgården. De burde have givet folket et eksempel på retskaffenhed og medfølelse. I stedet for at fokusere på deres egen fortjeneste burde de have tænkt på tempelgæsternes situation og fornødenheder og have været parat til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at købe de nødvendige ofre. Men det gjorde de ikke. Griskhed havde forhærdet deres hjerter.