Man hører vinden suse i træernes grene, så blade og blomster rasler; alligevel er den usynlig, og intet menneske ved, hvorfra den kommer, eller hvorhen den går. Sådan er det også med Helligåndens gerning i hjertet. Den lader sig lige så lidt forklare som vindens bevægelser. Et menneske er måske ikke i stand til nøjagtigt at angive tid eller sted, eller til at spore alle de omstændigheder i forbindelse med dets omvendelse, men dette er ikke noget bevis for, at det ikke er omvendt. Ved en kraft, der er lige så usynlig som vinden, indvirker Kristus til enhver tid på hjertet. Lidt efter lidt, og måske ubemærket af modtageren, påvirkes menneskesindet til at modtage Kristus. Denne påvirkning kan ske ved at tænke på ham, ved at læse i Skrifterne eller ved at høre ordet forkyndt af en prædikant. Og pludselig, når ånden kommer med en mere direkte appel, overgiver mennesket sig med glæde til Jesus. Dette kaldes af mange for en pludselig omvendelse, men det er en følge af Guds Ånds kalden gennem lang tid — en tålmodig, langsommelig proces.