Her var Nikodemus på fast grund. Symbolet med slangen, der blev ophøjet, gjorde Frelserens kald tydeligt for ham. Da Israels folk var ved at dø efter de hidsige slangers bid, befalede Gud Moses at lave en slange af kobber og anbringe den meget højt midt i forsamlingen. Derefter lød ordene for hele lejren, at alle de, der så op på slangen, skulle leve. Folket vidste godt, at slangen i sig selv ikke havde nogen magt til at hjælpe dem. Den var et symbol på Kristus. Ligesom billedet, der symboliserede de ødelæggende slanger, blev ophøjet for at skaffe dem lægedom, sådan skulle én, der kom „i syndigt køds lighed,“ blive deres Frelser. Mange af israelitterne troede, at offertjenesten i sig selv havde kraft til at befri dem for synd. Gud ville lære dem, at den ikke havde større værdi end kobberslangen. Den skulle føre deres tanker mod Frelseren. Hvad enten det gjaldt lægedom for smerte eller tilgivelse af synd, kunne de ikke gøre andet for sig selv end at vise deres tro på Guds gave. De skulle se og leve.