Efter Herrens himmelfart, da disciplene blev spredt under forfølgelserne, trådte Nikodemus dristigt i forgrunden. Han brugte sin rigdom til støtte for den lille menighed, som jøderne havde ventet at kunne udslette ved Kristi død. Han, som havde været så forsigtig og rådvild, var i farens stund så fast som en klippe og opmuntrede disciplenes tro og skaffede dem midler til at fremme arbejdet for evangeliet. Han blev hånet og forfulgt af dem, der tidligere havde vist ham ærbødighed. Han blev fattig på denne verdens gods, men han svigtede ikke den tro, som fik sin begyndelse under den natlige samtale med Jesus.