I Kristi nærvær følte Nikodemus en mærkelig frygtsomhed, som han søgte at skjule bag et roligt og værdigt ydre. „Rabbi!“ sagde han, „vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.“ Han håbede, at han ved at tale om Kristi sjældne gaver som lærer og også om hans underfulde magt til at gøre undere kunne bane vejen for sin samtale. Hans ord var beregnet på at udtrykke og indgyde tillid; men i virkeligheden var de udtryk for vantro. Han anerkendte ikke Jesus som Messias, men kun som en lærer, der var sendt fra Gud.