Nikodemus havde hørt Johannes Døber prædike om omvendelse og dåb, idet han henviste folket til ham, der skulle døbe med Helligånden. Han havde selv følt, at der manglede åndelighed blandt jøderne, og at de i vid udstrækning var kontrolleret af fanatisme og verdslige ambitioner. Han havde håbet på en bedre tingenes tilstand ved Messias’ komme. Alligevel havde Døberens budskab om selvransagelse ikke opnået at fremkalde bevidstheden om synd i ham. Han var en streng farisæer og var stolt af sine gode gerninger. Han var agtet i vide kredse for sin godgørenhed og sin gavmildhed til at støtte tempeltjenes -ten, og han følte sig sikker på Guds velbehag. Han blev rystet ved tanken om et rige, der var for rent til, at han kunne se det i sin nuværende tilstand.