Kvinden havde ikke forstået Kristi ord, men hun følte deres højtidelige betydning. Hendes lette, spøgende væremåde begyndte at ændre sig. Hun formodede, at Jesus talte om brønden foran dem, og sagde: „Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?“ Hun så kun en tørstig vandrer foran sig, træt og støvet. I tankerne sammenlignede hun ham med den højt ærede patriark Jakob. Hun mente helt naturligt, at ingen anden brønd kunne stå mål med den, som fædrene havde givet. Hun så tilbage til fædrene og fremad til Messias’ komme, mens fædrenes håb, Messias selv, var ved siden af hende, og hun kendte ham ikke. Hvor mange tørstende står ikke i dag tæt ved livets kilde, men ser alligevel langt ud i det fjerne for at finde livets kildespring! „Sig ikke i dit hjerte: ‘Hvem vil stige op til himlen?’ nemlig for at hente Kristus ned, eller: ‘Hvem vil stige ned i afgrunden?’ nemlig for at hente Kristus op fra de døde. Nej, hvad siger den? ‘Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,’ og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.“