I den samme time så de, der vågede ved det døende barn i hjemmet i Kapernaum, at der skete en pludselig og uforklarlig forandring. Dødens skygge forsvandt fra den syges ansigt. Febergløden gav plads for den naturlige, sunde rødme. De matte øjne livede op, og kraften vendte tilbage i den svage, udtærede skikkelse. Der fandtes ikke mere noget spor af sygdom hos barnet. Dets brændende hud var blevet blød og fugtig, og det sank hen i en rolig søvn. Feberen havde forladt det midt i dagens hede. Familien undrede sig, og glæden var stor.