Kana lå ikke længere borte fra Kapernaum, end at embedsmanden kunne være nået hjem om aftenen efter sit møde med Jesus; men han havde ikke hastværk med at komme hjem. Han nåede først til Kapernaum næste morgen. Hvilken hjemkomst det var! Da han drog ud for at finde Jesus, var hans hjerte tungt af sorg. Solskinnet forekom ham grusomt og fuglenes sang en hån imod ham. Hvor var hans følelser forandrede nu! Hele naturen er forandret. Han ser med nye øjne. Under turen i den tidlige morgen er det, som om hele naturen synes at lovprise Gud sammen med ham. Mens han endnu er et stykke borte fra sit eget hjem, kommer tjenere ud for at gå ham i møde, ivrige efter at befri ham for den uvished, han sikkert måtte føle. Han viser ingen overraskelse over de nyheder, de bringer, men med en stærk interesse, som de ikke kan kende grunden til, spørger han, hvornår barnet var begyndt at komme sig. De svarer: „I går ved den syvende time forlod feberen ham.“ I samme øjeblik, hvor faderen i tro greb fat i denne forsikring: „Din søn lever!“ havde den guddommelige kærlighed rørt ved det døende barn.