På trods af alle beviser for, at Jesus var Kristus, havde den spørgende besluttet at gøre sin tro afhængig af, om han fik sin egen bøn opfyldt. Frelseren sammenlignede denne tvivlende vantro med samaritanernes enfoldige tro, der ikke havde bedt om noget under eller tegn. Hans ord, det altid nærværende vidnesbyrd om hans guddommelighed, havde en overbevisende kraft, som nåede ind til deres hjerter. Kristus var bedrøvet over, at hans eget folk, som havde fået det hellige ord betroet, var ude af stand til at høre Guds røst, der talte til dem gennem hans Søn.