Som i et glimt blotlagde Frelserens ord den fornemme mands hjerte. Han indså, at han havde opsøgt Jesus af egoistiske grunde. Hans vaklende troviste sig for ham i sin sande skikkelse. I dyb fortvivlelse indså han, at hans tvivl kunne komme til at koste hans søn livet. Han vidste, at han stod foran en, som kunne læse hans tanker, og for hvem alle ting var mulige. I sin store fortvivlelse bønfaldt han: „Herre, kom med derned, før mit barn dør.“ Han holdt ved troen fast i Kristus ligesom Jakob, der råbte, da han brødes med engelen: „Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.“