Jøderne havde forvansket loven, så den var blevet til et trældommens åg. Deres meningsløse krav havde gjort dem berygtede blandt andre folkeslag. Specielt Sabbatten var blevet omgærdet af alle former for meningsløse restriktioner. For dem var den ingen fryd, Herrens hellige og ærede dag. De skriftkloge og farisæerne havde gjort overholdelsen af den til en utålelig byrde. En jøde havde ikke lov til at tænde op endsige blot tænde et lys på sabbatsdagen. Som følge heraf var folket blevet afhængigt af hedningerne med hensyn til mange tjenester, som deres forordninger forbød dem selv at udføre. Det faldt dem ikke ind, at hvis disse handlinger var syndige, så var de, der benyttede andre til at udføre dem, lige så skyldige, som hvis de selv havde gjort arbejdet. De mente, at frelsen var forbeholdt jøderne, og at de andres tilstand i forvejen var så håbløs, at den ikke kunne blive værre. Men Gud har ikke givet befalinger, som ikke kan adlydes af alle. Hans lov billiger ingen urimelige eller egoistiske restriktioner.