I en af de første profetier om Kristus står der skrevet: „Scepteret viger ikke fra Juda, staven ikke fra hans fødder, til der kommer en hersker, ham skal folkene adlyde.“ Folket flokkedes om Jesus. Mængdens imødekommende hjerter tog hellere imod læren om kærlighed og godhed end mod de strenge ceremonier, som præsterne forlangte. Hvis ikke præsterne og de skriftkloge havde grebet ind, ville hans lære have bevirket en reformation, som denne verden aldrig har oplevet. Men for at kunne bevare deres egen magt besluttede disse ledende mænd at nedbryde Jesu indflydelse over folket. Anklagerne mod ham ved Sanhedrin og en offentlig fordømmelse af hans lære ville hjælpe til at udvirke dette; for folket nærede stadig stor ærbødighed for deres åndelige vejledere. Hvem der end vovede at fordømme de rabbinske krav eller forsøge at lette de byrder, de havde pålagt folket, blev betragtet som skyldig i ikke blot gudsbespottelse, men også forræderi. På grundlag heraf håbede de skriftkloge at vække mistanke mod Jesus. De fremlagde det, som om han forsøgte at nedbryde de grundfæstede skikke og således forårsagede splittelse blandt folket og banede vejen for en fuldstændig underkastelse under romerne.