Den syge mand lå på sit leje og løftede undertiden hovedet for at stirre på dammen, da et mildt og medfølende ansigt bøjede sig over ham, og ordene: „Vil du være rask?“ fangede hans opmærksomhed. Håbet rejste sig i ham. Han følte, at han på en eller anden måde ville blive hjulpet. Men den opmuntrende glød døde snart ud. Han mindedes, hvor ofte han havde forsøgt at nå ned i dammen, og nu havde han kun ringe udsigt til at kunne leve, indtil vandet igen kom i oprør. Han vendte sig træt bort og sagde: „Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.“