Disciplene overbragte budskabet, og det var tilstrækkeligt. Johannes mindedes profetien om Messias: „Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren.“ Kristi gerninger afslørede ikke blot, at han var Messias, men de viste, på hvilken måde hans rige skulle oprettes. Johannes oplevede den samme sandhed, som havde vist sig for Elias i ørkenen, da „en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden.“ Men efter ilden talte Gud til profeten ved „en sagte susen“ . Således skulle også Jesus udrette sin gerning, ikke ved våbenlarm og omstyrtede troner og riger, men ved at tale til menneskers hjerter gennem et liv i barmhjertighed og selvopofrelse.