De høje siv, der voksede ved Jordanfloden, og som bøjede sig for ethvert vindpust, var et rammende billede på de skriftkloge, der med kritik og fordømmelse havde været vidne til Døberens virksomhed. De svajede hid og did alt efter, hvordan folkestemningens vind blæste. De ville ikke ydmyge sig selv ved at tage imod Døberens budskab, men af frygt for folket vovede de heller ikke åbenlyst at modsætte sig hans gerning. Men Guds sendebud havde ikke en sådan fej holdning. De skarer, der var forsamlede om Kristus, havde været vidne til Johannes’ arbejde. De havde hørt hans frygtløse fordømmelse af synd. Johannes havde talt med den samme ligefremhed til såvel de selvretfærdige farisæere og de saddukæiske præster som til kong Herodes og hans hof, til fyrster og soldater, toldere og bønder. Han var ikke et svajende siv, der bøjede sig efter menneskers fordomme eller velvilje. I sit fængsel var han den samme i sin troskab mod Gud og sin nidkærhed for retfærdighed, som da han prædikede Guds budskab i ødemarken. Hans troskab mod principperne var klippefast.