Disse spørgsmål var ikke uden virkning. Johannes blev grebet af en tvivl, som ellers aldrig ville være opstået. Satan frydede sig over at høre disciplenes ord og over at se, hvordan de pinte Herrens sendebud. Hvor ofte sker det ikke, at de, som mener at være en god mands venner, og som er ivrige efter at vise ham deres troskab, viser sig at være hans farligste fjender! Hvor ofte bringer deres ord ikke nedtrykthed og modløshed i stedet for at styrke troen! Ligesom Frelserens disciple vidste Johannes Døber heller ikke helt, hvordan Kristi rige skulle forstås. Han ventede, at Jesus skulle bestige Davids trone, og efterhånden som tiden gik, og Frelseren ikke gjorde krav på kongelig myndighed, blev Johannes forvirret og bekymret. Han havde forkyndt for folket, at Esajas’ profeti måtte opfyldes, for at Herrens vej kunne blive beredt: at bjergene og bakkerne skulle blive lave, det krogede gøres lige og de ujævne steder blive jævne. Han havde set frem til, at højborgene for menneskelig stolthed og magt skulle væltes, og han havde peget på Messias, som den, der havde magten til at rense grundigt ud, samle hveden i sin lade og brænde avnerne med en uudslukkelig ild. Ligesom profeten Elias, i hvis ånd og kraft han var kommet til Israel, ventede han, at Herren skulle åbenbare sig som en Gud, der giver sit svar med ild.