Johannes’ barndom, ungdom og manddomstid havde været kendetegnet ved fasthed og moralsk styrke. Da man i ørkenen hørte hans stemme sige: „Ban Herrens vej, gør hans stier jævne“ , havde Satan frygtet for sit riges sikkerhed. Syndens syndighed blev anskueliggjort på en sådan måde, at mennesker bævede. Satans magt blev brudt over mange af dem, der havde været under hans kontrol. Han havde været utrættelig i sine bestræbelser for at lokke Døberen bort fra et liv i uforbeholden overgivelse til Gud, men det var ikke lykkedes for ham. Og det var heller ikke lykkedes for ham at besejre Jesus. Under fristelsen i ørkenen havde Satan lidt nederlag, og hans raseri voksede. Nu besluttede han at gøre Kristus sorg ved at ramme Johannes. Den, som han ikke kunne få til at synde, ville han volde smerte.