Jesus greb ikke ind for at befri sin tjener. Han vidste, at Johannes ville bestå prøven. Frelseren ville med glæde være kommet til Johannes for at oplyse fængslets mørke med sit nærvær. Men han måtte ikke placere sig selv i fjenders hænder og bringe sin egen mission i fare. Han ville med glæde have udfriet sin trofaste tjener. Men for de tusinders skyld, der i årene efter måtte vandre fra fængslet til døden, var det nødvendigt, at Johannes tømte martyriets bæger. Når Jesu disciple siden skulle sygne hen i ensomme celler eller dø for sværdet, på pinebænken eller bålet, tilsyneladende svigtet af Gud og mennesker, hvilken støtte ville det så ikke være for dem at tænke på, at Johannes Døber, hvis troskab Kristus selv havde bevidnet, havde måttet gennemgå noget tilsvarende.