Igen blev nazaræernes hjerte rørt af Helligånden, ved at lytte til hans ord. Men selv nu ville de ikke indrømme, at denne mand, som var vokset op iblandt dem, var noget andet eller større end de selv. Stadig nagedes de af den bitre erindring om, at, mens han selv hævdede at være den Forjættede, havde han faktisk nægtet dem en plads i Israel, for han havde vist dem, at de var mindre værdige til Guds velbehag end en hedensk mand eller kvinde. Skønt de spurgte: „Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger?“ ville de ikke tage imod ham som Guds Kristus. På grund af deres vantro kunne Frelseren ikke udrette mange mirakler blandt dem. Kun nogle få var modtagelige for hans velsignelse, og modstræbende drog han derfra for aldrig mere at vende tilbage.