Hvis Kristus havde henvendt sig til farisæerne og havde prist deres lære og fromhed, ville de med glæde have tiljublet ham. Men når han talte om Himmeriget som en nådens gave til hele menneskeheden, forkyndte han en side af religionen, som de ikke ville tolerere. Deres eget eksempel og lære havde aldrig fået det til at fremstå som noget attråværdigt at tjene Gud. Når de så Jesus tage sig af netop dem, som de hadede og afskyede, vakte det de værste lidenskaber i deres hovmodige hjerter. Skønt de pralede af, at under „Løven af Judas stamme“ skulle Israel ophøjes til at herske over alle folkeslag, kunne de lettere have udholdt at se deres ærgerrige håb blive skuffet, end de kunne tåle Kristi kritik af deres synder og den bebrejdelse, som de følte ved blot at være i nærheden af hans renhed.