Men Peter tænkte hverken på både eller ladning. Dette under, som overgik alt, hvad han tidligere havde været vidne til, var for ham en stadfæstelse af guddommelig magt. Han så i Jesus den, som var Herre over hele naturen. Guddommens tilstedeværelse åbenbarede hans egen syndighed. Kærlighed til Mesteren, skamfuldhed over sin egen vantro, taknemmelighed for Kristi overbærenhed og frem for alt: Følelsen af sin egen urenhed i den uendelige renheds nærvær virkede overvældende på ham. Mens hans kammerater bragte garnets indhold i sikkerhed, kastede Peter sig ned for Jesu fødder og udbrød: „Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!“