Kapitlet er bygget op over Matt 8,2-4; Matt 9,1-8; 9,32-34; Mark 1,40-45; 2,1-12; Luk 5,12-28.
Spedalskhed var den mest frygtede af alle østens sygdomme. Dens uhelbredelige og smitsomme karakter og den frygtelige virkning, den havde på de ramte, fyldte selv de tapreste med frygt. Blandt jøderne blev den anset for at være en straf for synd, og derfor blev den kaldt „slaget“ eller „Guds finger.“ Dybtgående, uhelbredelig og dødelig, som den var, blev den betragtet som et symbol på synd. Ifølge ritualloven blev den spedalske erklæret uren. Som en, der allerede var død, blev han udelukket fra menneskers boliger. Alt, hvad han rørte ved, var urent. Luften blev besmittet af hans ånde. Hvem, der blev mistænkt for at have denne sygdom, måtte fremstille sig for præsterne, der skulle undersøge ham og afgøre hans sag. Hvis han blev erklæret for spedalsk, blev han isoleret fra sin familie, udelukket fra Israels menighed og dømt til kun at omgås dem, der havde den samme sygdom. Loven var ubøjelig i sine krav. Hverken konger eller herskere var undtaget. En regent, der blev angrebet af denne frygtelige sygdom måtte afgive scepteret og flygte ud af samfundet.