Hvad der skete viste, at Kristi advarsel var velbegrundet. En mængde mennesker havde været vidne til den spedalskes helbredelse, og de var spændt på at høre præsternes afgørelse. Da manden vendte tilbage til sine venner, var der stor begejstring. På trods af Jesu advarsel havde manden ikke gjort sig videre anstrengelser for at skjule, hvordan han var blevet helbredt. Det ville i virkeligheden også have været umuligt at skjule det, men den spedalske bekendtgjorde det vidt og bredt. Han troede, at Jesus af lutter beskedenhed havde pålagt ham tavshed, og derfor gik han omkring og fortalte om den store læges kraft. Han forstod ikke, at enhver sådan tilkendegivelse gjorde præsterne og de ældste fastere besluttet på at tilintetgøre Jesus. Den helbredte mand følte, hvor dyrebar sundheden var. Han frydede sig over sin livskraft og over genforeningen med sin familie og sin vennekreds og følte, det var umuligt ikke at give æren til den læge, der havde helbredt ham. Men den kendsgerning, at han fortalte om det overalt, bevirkede, at Frelserens gerning blev hindret. Den fik folk til at flokkes om ham i så store skarer, at han for en tid blev tvunget til at standse sit arbejde.