De samme præster, som fordømte den spedalske til forvisning, bekræftede hans helbredelse. Denne dom, som blev offentligt bekendtgjort og registreret, var et stadigt vidnesbyrd for Kristus. Og da den helbredte mand var genoptaget i Israels menighed efter præsternes egen forsikring om, at der ikke var den ringeste smule af sygdommen tilbage, var han selv et levende vidne om sin velgører. Med fryd frembar han sin offergave og lovpriste Jesu navn. Præsterne var overbeviste om Frelserens guddommelige magt. Der blev givet dem mulighed for at kende sandheden og nyde godt af lyset. Forkastede de den, ville den forsvinde og aldrig komme igen. Lyset blev forkastet af mange, men alligevel blev det ikke givet forgæves. Manges hjerter blev bevægede, skønt de for en tid ikke viste tegn på det. Mens Frelseren levede, syntes hans gerning kun at vinde ringe genklang af kærlighed hos præsterne og lærerne, men efter hans himmelfart var der „en stor gruppe præster“, som „blev lydige mod troen“ .