Lige som den spedalske havde denne lamme mand mistet alt håb om helbredelse. Hans sygdom var en følge af et liv i synd, og hans lidelser blev forbitrede af samvittighedsnag. Han havde for længe siden henvendt sig til farisæerne og de lovkyndige i håbet om lindring af sine psykiske lidelser og fysiske smerter; men de havde blot koldt erklæret ham for uhelbredelig og overladt ham til Guds vrede. Farisæerne anså sygdom for at være vidnesbyrd om Guds mishag, og de tog afstand fra syge og trængende. Og dog var disse mennesker, som roste sig af at være hellige, ofte mere skyldige end de lidende, som de fordømte.