Alligevel higede han ikke så meget efter legemlig helbredelse, som efter lettelse for syndens byrde. Hvis han kunne møde Jesus og få vished for tilgivelse og fred med Himmelen, så ville han være tilfreds med at leve eller dø, alt efter Guds ønske. Den døende mands nødråb var: Kunne jeg dog blot komme hen til ham! Der var ingen tid at spilde — hans udtærede legeme viste allerede tegn på opløsning. Han bønfaldt sine venner om at bære ham på hans leje til Jesus, og de påtog sig det med glæde. Men så tæt var vrimmelen, der havde samlet sig inde i og omkring det hus, hvor Frelseren var, at det var umuligt for den syge og hans venner at nå hen til ham eller blot komme inden for hørevidde.