„Hvis du vil, kan du gøre mig ren“
I den del af landet, hvor Kristus virkede, var der mange, der led af denne sygdom, og rygterne om hans gerning nåede til dem og vakte en gnist af håb. Men siden profeten Elisas tid havde man ikke kendt til helbredelse af mennesker med denne sygdom. De turde ikke håbe på, at Jesus ville gøre for dem, hvad han aldrig havde gjort for nogen anden. Der var imidlertid én, i hvis hjerte troen begyndte at spire. Blot vidste denne mand ikke, hvordan han skulle komme i forbindelse med Jesus. Afskåret som han var fra forbindelse med sine medmennesker, hvordan skulle han kunne fremstille sig for lægen? Og han tvivlede også på, at Jesus ville helbrede sådan en som ham. Ville han nedlade sig til at lægge mærke til én, som blev anset for at være ramt af Guds dom? Ville han ikke ligesom farisæerne og endog lægerne forbande ham og advare ham mod at prøve at flygte fra menneskets forbandelse. Han tænkte på alt, hvad der var blevet fortalt ham om Jesus. Ikke en eneste, der havde søgt hans hjælp, var blevet vist bort. Den ulykkelige mand besluttede at finde Frelseren. Skønt han var lukket ude fra byerne, kunne det jo tænkes, at han kunne krydse Jesu vej på en sidevej langs med bjergvejene, eller finde ham når han underviste folk uden for byerne. Vanskelighederne var store, men dette var hans eneste håb.