Farisæerne var målløse af forundring og overvældede af nederlaget. De indså, at der her ikke var nogen mulighed for at ophidse folket med deres skinsyge. Det mirakel, der var sket med manden, som de havde overgivet til Guds vrede, havde gjort så dybt et indtryk på alle, at rabbinerne for en tid var glemt. De så, at Kristus ejede en kraft, som de havde tilskrevet Gud alene; Hans væsens milde værdighed stod i markant kontrast til deres egen hovmodige optræden. De var forvirrede og flove og erkendte, skønt de ikke indrømmede det, at de havde mødt en, som var dem overlegen. Jo stærkere beviser de fik for, at Jesus her på jorden havde magt til at forlade synder, jo stærkere forskansede de sig i deres vantro. De gik bort fra Peters hjem, hvor de havde set den lamme blive helbredt ved Jesu ord, for at opfinde nye planer til at bringe Guds Søn til tavshed.