Johannes Døber havde frydet sig ved at se Frelseren. Hvilken anledning til at fryde sig havde ikke disciplene, der havde fået det privilegium at vandre og tale med Himmelens Majestæt! Dette var ikke tidspunktet for dem til at sørge og faste. De måtte med åbent sind tage imod herlighedens lys, så de kunne sprede lys til dem, der sad i mørket og dødens skygge.