Heller ikke principperne for Kristi lære lod sig forene med farisæernes skikke. Kristus skulle ikke udfylde den kløft, der var skabt ved Johannes’ undervisning. Han ville gøre adskillelsen mellem det gamle og det nye endnu tydeligere. Jesus anskueliggjorde dette ved at sige: „Ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges.“ De læderflasker, der blev brugt som beholdere for den nye vin, blev efter nogen tid tørre og skøre og var da uegnede til at genanvendes. Med denne velkendte lignelse illustrerede Jesus de jødiske lederes tilstand. Præster og skriftkloge og rådsherrer var groet fast i en rutine af ceremonier og traditioner. Deres hjerter var blevet indskrumpede ligesom de indtørrede lædersække til vin, som han havde sammenlignet dem med. Så længe de følte sig tilfredse med en lovmæssig religion, var det umuligt for dem at tilegne sig Himmelens levende sandhed. De mente, at deres egen retfærdighed var fuldt ud tilstrækkelig, og ønskede ikke, at der skulle føres noget nyt element ind i deres gudsdyrkelse. De betragtede ikke Guds kærlighed til menneskene som uforskyldt. De opfattede den som deres egen fortjeneste som følge af deres gode gerninger. Den tro, som arbejder af kærlighed og renser hjertet, kunne ikke forbindes med farisæernes religion, der var bygget op af ceremonier og menneskers påbud. Bestræbelser på at forene Jesu lære med den etablerede religion ville være forgæves. Guds levende sandhed ville som den gærende vin sprænge de farisæiske traditioners gamle, hentørrede læderflasker.