„Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.“ Dette er grunden til, at evangeliets forkyndelse blev betroet til fejlende mennesker og ikke til englene. Det er åbenbart, at den kraft, som virker gennem svage mennesker, er Guds kraft; og på denne måde får vi mod til at tro, at den kraft som kan hjælpe andre, der er lige så svage som vi, også kan hjælpe os. Og den, som jo „selv er et skrøbeligt menneske,“ burde kunne „føle med de uvidende og vildfarende“ . Da de selv har været i fare, er de kendt med vejens farer og vanskeligheder, og derfor er de udvalgt til at nå ud til andre, som er i samme fare. Der findes mennesker, som er forvirrede af tvivl, tyngede af skrøbeligheder, svage i troen og ude af stand til at fatte det, som ikke ses; men en ven, som de kan se, og som kommer til dem i Kristi sted, kan blive et forbindelsesled, som styrker deres vaklende tro på Kristus.